Otto Brandenburg
Otto Herman Max Brandenburg (4. september 1934 i Hejnsvig – 1. marts 2007[1]) var en dansk musiker, sanger og skuespiller.\r \r Otto Brandenburg var født i Hejnsvig ved Grindsted, men voksede op på P.D. Løvs Allé på Ydre Nørrebro i København. Han kom efter skolegangen bl.a. på Stevnsgades Skole i lære som maskinarbejder på den nærliggende fabrik Vølund. I sin fritid spillede han i Ib Glindemanns Big Band. Desuden blev han i 1953 københavnsmester i boksning.\r \r Han debuterede i 1955 i ensemblet Four Jacks, men blev hurtigt solist og udråbt til dansk rock- og twist-konge. Siden udbyggede han sit pop-repertoire til visesang og jazz og blev desuden en flittigt benyttet skuespiller. Han har udgivet plader for EMI i Sverige og Tyskland. I 1960 deltog han i Dansk Melodi Grand Prix med sangen To Lys På Et Bord, og i 1962 deltog han i det svenske grand prix. I 1969 betrådte han nye, musikalske veje med sin egen tekst til en amerikansk melodi i julesangen "Søren Banjomus", som han selv sang til tidløs succes.\r \r I 1970'erne dannede han ofte par på scenen med Vivi Bak, og i 1980'erne tog han sig bl.a. af Halfdan Rasmussen- og Evert Taube-repertoiret. Det blev til mange plader, engagementer i diverse shows og tv-optrædener i de år, men i de senere år holdt Otto Brandenburg en lavere profil.\r \r For sine roller i filmene Hør, var der ikke en som lo? og Gummi Tarzan modtog Otto Brandenburg en Bodil. Han medvirkede også i Lars von Triers film Riget I og Riget II.\r \r Otto Brandenburg var også kendt under kælenavnet "baggårdspumaen".\r \r I de sidste år af sit liv levede Brandenburg en tilbagetrukket tilværelse med kæresten gennem mange år tv-produceren Hanne Mynster i et rækkehus i Kongens Lyngby. Hanne, huset, staudebedet og fornøjelsen ved børn og børnebørn var det, der betød allermest for ham.\r \r I 1996 medvirkede Otto Brandenburg i Disney's Pixar animationsfilm Toy Story med sangen "You've Got a Friend In Me" (Dansk: Du er min bedste ven) originalt skrevet og også sunget i den amerikanske udgave af filmen af Randy Newman.\r \r Brandenburgs sidste arbejdsopgave var som hanbjørnen (stemme) i tegnefilmen "Drengen der ville gøre det umulige" fra 2002.\r \r Den 14. november 2006 blev den uofficielle biografi Otto Brandenburg – spor af en baggårdspuma udgivet på GAFFA forlag, og samme år udgav EMI en 4-dobbelt-cd med indspilninger fra de første pop-år i karrieren.\r \r Otto døde 1. marts 2007 efter et sygdomsforløb, 72 år gammel.\r \r